|
Søren Grevelund, Montør
Søren (årgang 1948)
"Beskedenhed består i, at skønt man er alle andre overlegen, så siger man det ikke" (Piet Hein).
- Familien betyder meget for mig, og jeg prioriterer den højest her i livet.
Ordene er ikke til at tage fejl af. Søren er et ægte familiemenneske, og han nyder at være sammen med sine fire børn og seks børnebørn. Alligevel tager han hver dag turen til Svendborg fra Nordfyn. Han sætter nemlig stor pris på sit arbejde i Punkt 1, og selv om der er et stykke vej til bopælen i Morud, er han ikke i tvivl om, at det er det, han har mest lyst til. Søren er nemlig typen, som sætter stor pris på godt samarbejde og på at være med til skabe en god atmosfære omkring sig.
- Jeg har prøvet lidt af hvert, inden jeg fik jobbet her i Punkt 1, men min livsfilosofi er, at ens liv er delt op i forskellige faser. Derfor føler jeg mig meget privilegeret over at være netop her netop nu, omgivet af rare og behagelige kunder samt fantastiske kolleger, og jeg vil ikke bytte for noget som helst i verden.
Hvis kunderne fornemmer, at de kender Søren, passer det meget godt. Han har prøvet lidt af hvert i sit voksenliv. I otte år sad han i byrådet i Svendborg, hvor han lagde store kræfter i et stykke seriøst byrådsarbejde. Ved siden af dette byrådsarbejde passede han Havnens fiskeriartikler på Jessens Mole, som han ejede i en årrække sammen med gode samarbejdspartnere.
Det var en god tid. Vi solgte sandorme i lange baner, og på et tidspunkt ejede vi en flydende tankstation. Den købte vi af BP for en krone, og der gik ikke længe før vi også etablerede et ishus dér, filosoferer Søren som også har drevet et marketingfirma i 10 år.
Netop filosofi er et af Sørens hjertebørn, og hvis vi påstår at han ejer den største bogsamling - i vores lille lukkede kreds - tager vi ikke fejl. Stuen hjemme i Morud er fyldt med både skøn- og faglitteratur, og han sætter især pris på emner, der handler om mennesket. Især hvis forfatteren er John Fowles.
- Jeg var med til at rejse vindmøller i Stjoul Vindmøllelaug på Tåsinge i 1980'erne, og vi var faktisk pionerer på området. Siden er der sket meget på området, og jeg er stolt af at have sat mit aftryk på dette meget aktuelle emne, siger Søren som altid har arbejdet for at kunderne er tilfredse med hans arbejde.
- Det er min høje, faglige stolthed, der sætter dagsordenen, og hvis jeg en dag fornemmer at jeg ikke yder mit ypperligste, holder jeg. Jeg har masser af gode timer foran mig. Sammen med min familie. Og sammen med mine bøger. Filosoferer Søren.
Send en mail
|